Kunst og udvikling
      - det skabende og det terapeutiske i arbejdet med billeder

          Det skabende og det terapeutiske

 

Det at lave billeder kan bruges til mange forskellige formål. Til reklame, til dokumentation, underholdning eller oplysning for at nævne nogle. Et særligt område er det billedkunstneriske. Billedkunstens måder at arbejde på er mangfoldige og at lave billeder eller skulptur har været en del af menneskeheden på tværs af alle kulturer og tidsaldre:Til iagttagelse, til personligt udtryk, til undersøgelse, til erkendelse, som ritual, som besværgelse. I muldlaget under kunsten, som jo er en form for institutionaliseret og specialiseret billed-produktion , ligger menneskets behov for og evne til selvudtryk og kommunikation.   

 

Man kan også lave billeder sådan helt privat og for sig selv for at prøve noget af, finde ud af noget om sig selv eller udfolde sig fordi det at skabe noget i sig selv er en intens oplevelse. Det er tilmed ikke noget man behøver lære, men en udfoldelsesform som alle har en naturlig og medfødt adgang til. Børn skal f.eks. ikke "lære" at udtrykke sig i tegning, de gør det som en naturlig ting helt af sig selv. Også den fascination som børn udtrykker når de tegner mærker den voksne i processen. 

Enhver idé, forestilling, følelse eller problem, kan bringes ind i billedets verden og resultere i nyt perspektiv, ny forståelse, følelses- og spændingsforløsning. Den moderne forståelse af de kunstneriske terapiformer er, at den helsebringende virkning ikke mindst sker i selve arbejdsprocessen og der udover selvfølgelig også i efterbearbejdningen og integrationen i hverdagen. 

  

Mange havner hurtigt i grublerier og tankespind når de står i en personlig problemstilling. Det skyldes ikke mindst simpel vane, vi er så vant til i det daglige at bruge tankerne som eneste relevante redskab til  opgave- og problemløsning.

 

Men mennesket udvikler ikke nye indsigter om sig selv kun som et resultat af tanker, der udgør en lille del af vores samlede erkendelses- og udviklingsberedskab. Tanker kan i sagens natur kun omhandle den del af vores verden som vi har erkendt, som vi derfor kan sætte ord på. Det ukendte, det ubevidste og det fortrængte har tanken ingen adgang til.

Billedarbejdet derimod tager udgangspunkt i skabelsesprocessen hvor sansning, følelse og intuition er fremtrædende og føjer dermed de vigtigste manglende komponenter til. Den skabende proces bevæger sig uhindret i hele psyken, den skelner ikke mellem bevidst og ubevidst, den "moraliserer" ikke, den er betydelig mindre censureret end vores tankeverden. 

 

Tankerne melder sig under arbejdet først som resultat af de inputs som følelser og sanser og intuition tilvejebringer og det medfører helt andre informationer og perspektiver end dem tanken i sig selv kan stå for. 

Men hvordan kan vi vide at de ukontrollerede inputs under arbejdet bringer os i en frugtbar og afbalanceret retning? 

Når vi er igang med en billedproces er bevidstheden som sagt langt mindre kontrolleret end til daglig. Det giver plads til at psykens selvregulering kan tage over og det er uden sammenligning det bedste der kan ske. For ligesom kroppen altid er igang med at reparere sig selv, at genskabe ødelagte celler, at genopbygge overanstrengte muskler, at hele sår etc. så har også psyken i sig indbygget en retningssans der sigter mod genskabelse af en balanceret helhed, en udfoldelse af de uudnyttede eller forsømte potentialer, generelt mod vores konstante udvikling. Denne selvregulering er udtryk for et helt suverænt overblik over hele det uoverskueligt komplekse "work in progress" som et menneske udgør. 

Forklaringen er forenklet sagt: : Det vi kalderat skabe" er en kompleks og mangefacetteret proces der ikke styres af tanken - Tanken har kun adgang til de i forvejen kendte informationer, skabelsesprocessen er åben i alle retninger.  

Det skabende og det terapeutiske har meget at tale om..

 

Men for mange mennesker starter problemet med kunsten og det skabende allerede før de har farvekridtet eller penslen i hånden og det er der gode grunde til. 

Vi har to dele af hjernen(psyken?) som er meget forskellige.

Den ene er vores værktøj til at leve i denne verden med. Det er den talende del, den ved noget om at måle, om penge, om tal, om sprog, om tiden og rummet - den del er altid på arbejde når vi er vågne, endda så meget at mange tror at det er hele dem. Det er den rationelle del, den der gerne vil forstå alt og mener, at det er den eneste måde at håndtere livet på.

Og den tror som sagt ​​den er hele dig, fordi den anden del af hjernen er meget tavs og nemt kan overhøres eller helt glemmes.

Den er på en måde uden stemme, men den ser det større billede og sidder dér bagerst og hvisker sandheden til din rationelle del som ikke rigtig har tid til at høre den. Den ved selv intet om tid og rum. Dine drømme kommer derfra - de foregår ikke rigtig i tid og rum, de giver dig stemninger og følelser, som du ikke altid forstår. Set fra den dagligdags del er den anden ubrugelig, den kan ikke tjene penge, den kan ikke finde ud af at finde en parkeringsplads, den kan ikke noget, der virkelig batter.

Men dens perspektiv er, hvad du hører fra folk som ligger på deres dødsleje: Hvorfor brugte jeg ikke mere tid sammen med mine børn?

Hvorfor var jeg så optaget af mit arbejde?

Jeg savnede skønheden i det hele.

Jeg skulle ikke have været så bange for at gøre det, jeg virkelig ville.

Hvad gik der af mig?

 

Den del er intelligent i en højere form, den er forbundet med et dybere og større perspektiv. Og det er den del der - lidt eller meget - er i spil når vi skaber frit. Den del er altid optaget af at skaber balance og udvikling.

Den del af psyken (følelser, tanker, sansninger, drømme, intelligens, intuition etc. som vi ikke ser eller har kontakt til, meddeler sig til os i billeder. (feks. drømmene!)  så når vi i udtrykker os i billeder `taler vi med vores eget indre´

- vi aktiverer psykens helende kræfter.

 

At lave billeder med henblik på det skabende og det terapeutiske er ikke noget der skal læres, det hører til vores naturlige egenskaber. Så alle kan gøre det og langt de fleste bliver tilmed meget optaget af det.

 

Det er på tide at mennesker i vores rationelt dominerede kultur genfinder adgangen til det skabende og det terapeutiske i os selv og til et dybere og større perspektiv.

fordrer hele mennesket og tager derfor sit udgangspunkt et helt andet sted nemlig i skabelsesprocessen,